Trænerkarrusellen

Så kører trænerkarrusellen i de store ligaer igen… Det er på denne tid af året det går op for klubberne, at de ikke får den sæson de havde regnet med, og det koster som oftest cheftræneren jobbet.

Selv store trænernavne, som Unai Emery og Mauricio Pochetino, måtte indse, at den kredit de har bygget op, over mange år i trænergerningen, slipper op. Emery blev afløst af Frederik Ljungberg fra ungdomsakademiet, med den besked at Arsenal ikke havde travlt med at finde en permanent afløser, da de mente holdet var i tryg forvaring hos Freddie. Efter to jammerlige præstationer under ham, kan det godt være de har intensiveret jagten på en permanent afløser alligevel.

Pochetino blev afløst af ingen ringere end Jose Mourinho, og her er effekten umiddelbar og evident. Spillet er ikke et glansbillede, men holdet er ved at lære at vinde igen, og i topfodbold er vigtigheden af sejre altoverskyggende.

I sidste uge måtte også Marco Silva forlade det varme sæde i den blå del af Liverpool. I sin tid måtte Silva forlade trænersædet i Watford, fordi han forhandlede med netop Everton, mens han var ansat i Watford.  Det er skæbnens ironi, når Everton ender denne intense kærlighedsaffære med at smide ham på porten, efter at have datet ham i så lang tid, og uden hensyntagen til hans tidligere arbejdsgiver.

Watford er i øvrigt en absurd komedie i sig selv, under Pozzofamiliens ejerskab. I denne sæson, som er 16 runder! gammel, skal de i gang med deres tredje træner…

I nogle tilfælde har trænerfyringer en åbenlys effekt. Se bare Everton i weekenden, under caretaker manager Duncan Ferguson, med en helt anden energi end den der blev vist under Silva. Ferguson er en imponerende skikkelse med en lang og dedikeret historie i Everton, og det lignede nærmest han havde skræmt spillerne til at præstere. I alle tilfælde blev der lagt en helt anden, og mere fokuseret stil for dagen i 3 – 1 sejren over Chelsea.

I princippet forstår man godt at klubberne går i panik i jagten på resultater, for der står uendeligt meget på spil. Forskellen på Premier League og Championship, eller om man er indenfor, eller udenfor top 4.

Hver klub har sin agenda, sine målsætninger, og når de ikke bliver opfyldt, skal ansvaret placeres, og det placeres ALTID hos cheftræneren. Er det så fair? Måske ikke, men hvor skulle man ellers placere det? Ofte er fortællingen at man godt ved at spillerne underpræsterer, og at man i virkeligheden burde give dem skylden. Men man kan jo ikke fyre en spillertrup og skifte dem ud med en anden. Det er derfor en oplagt mulighed at skifte træneren, hvis man skal ændre en klubs momentum. I sidste ende kan man jo altid dække sig ind under, at det er trænerens ansvar at spillerne præsterer. Alle trænere kender denne risiko, og ved, at deres ansættelse er afhængig af det deres hold præsterer. Det er underforstået, og en uskreven regel, at træneren bliver fyret, når det går dårligt. At du har succes det ene år, freder dig ikke det næste. Det er således kun et halvt år siden Pochetino stod med Tottenham i Champions League finalen, og i dag er han arbejdsløs.

I Napoli, i det sydlige Italien, hedder fodboldklubbens præsident Aurelio De Laurentiis. Napoli FC er byens stolthed og fodbold har en stor plads i bevidstheden hos byens borgere. De sidste par år har ansvaret for holdets succes ligget hos mestertræneren Carlo Ancelotti. Ancelotti med en stolt spillerkarriere i Milan FC, dengang de var verdens ubestridt bedste fodboldhold, og siden en trænerkarriere med ansvaret i store klubber som: Juventus, Milan, Chelsea, PSG, Real Madrid og Bayern München. I denne sæson har Napoli dog klart underpræsteret i forhold til klubbens ambitioner, med den sædvanlige uro til følge. De Laurentiis var dog, i første omgang, ikke til sinds at skylde manglen på præstationer på sin højt respekterede træner, men gav i stedet spillerne skylden.

I Italien opererer man med begrebet Ritiro, som er en længere træningslejr, ofte som straf, hvor spillerne er sekluderet fra alt, for bedre at kunne koncentrere sig om at spille fodbold.

For en måned siden leverede Napoli FC igen en horribel præstation, endda foran egne tilskuere på hjemmebanen San Paolo, med De Laurentiis som fast inventar i præsidentlogen. Efter kampen beordrede han sit hold i Ritiro indtil næste kamp. Det betød at spillerne skulle tage direkte fra stadion og i træningslejr, uden at runde deres hjem. Her skulle de blive indtil næste kamp den følgende weekend.

Oversat til et sprog vi udenfor fodboldverdenen forstår, betød det, at De Laurentiis gav sine spillere skylden for blamagen, hellere end sin højt agtede træner Ancelotti.

Og så var helvede løs i Napoli!!! Spillerne gjorde fælles front og nægtede at tage i træningslejr. De pakkede simpelthen deres sager og kørte hjem. Bevares, i de efterfølgende dage, mødte de skam op til træning, som de skulle, men der blev ingen Ritiro.

Selv om De Laurentiis stangede bøder ud i flæng, og der blev indeholdt hele månedslønninger, læs. 350.000 Euro for en enkelt spiller (Dries Mertens), så blev den fikse idé han havde fået med at give spillerne skylden, i stedet for træneren, hurtigt skudt i sænk.

Nu, her en måned efter den fejlslagne Ritiro, præsterer Napoli FC stadig lige dårligt… Men der er fred i Napoli! For idéen med at give spillerne skylden er droppet, og nu er det, som alle andre steder, træneren der står for skud. Og det er jo så dejligt trygt!

Lur mig om ikke trænerkarrusellen kommer forbi det sydlige Italien i den kommende tid, og tager Carlo Ancelotti med på en lille tur.