Mourinho, et misforstået geni

Jose Dos Santos Felix Mourinho; Felix efter sin far, den tidligere portugisiske landsholdsmålmand Felix Mourinho; Genial, eller gal?
Det kommer nok an på hvem du spørger.
Det er dog helt sikkert, at alle har en mening om ham, og han sætter følelser i gang overalt hvor han er… Om du kan lide ham eller ej, så er det min opfattelse, at fodbold har brug for typer som Mourinho.

Med en landsholdsspiller som far, er Mourinho vokset op med fodbold, og det var naturligt, at han i ungdomsårene forfulgte sin egen professionelle karriere. 
Men selv om han opnåede at skrive kontrakt med portugisiske klubber fra den bedste række, blev det aldrig den store succes for ham, som spiller.

Typisk for Mourinho, var det ikke klubberne der trak stikket på hans fodboldkarriere, men Mourinho selv! Mourinho var ikke tilfreds med sin egen udvikling som spiller, og valgte i en tidlig alder at forfølge en trænerkarriere.
Han mente han havde bedre mulighed for at få opfyldt sine ambitioner som træner, og det fik han jo helt ret i; ligesom han skulle få ret mange gange siden i sin trænergerning.

Mourinho peger selv på den tidligere engelske landstræner Bobby Robson, som sin største inspirationskilde, da han fulgte ham som assistent og tolk i storklubberne Sporting Lissabon, FC Porto og FC Barcelona.

I 2002 vendte Mourinho tilbage til FC Porto, men denne gang som cheftræner.
I sin første sæson vandt han både pokalturneringen og ligaen og UEFA cuppen med holdet.
I den anden sæson genvandt han liga og pokalturnering, men tog det helt store skridt og vandt Champions League med FC Porto.
En formidabel præstation af et Portugisisk hold, og kimen til succes var lagt for den unge Mourinho.
Han havde skabt sig et navn som et af de helt store trænertalenter i Europæisk fodbold. Snart bankede stenrige Roman Abramovich på døren, og lokkede med kæmpelønninger, hvis han ville stå i spidsen for Russerens projekt, der skulle etablere Chelsea FC, som en af de vigtigste aktører på den Europæiske fodboldscene.

Da Mourinho ankom til Premier League udtalte han de legendariske ord: ”Please don´t call me arrogant, but I´m European Champion, and I think I´m a special one”! Kælenavnet, The Special One, har fulgt ham lige siden, og hvad enten man ser det som noget positivt, eller noget negativt, så har han altid stået for noget helt specielt.

Det var tiden i Porto FC, Chelsea FC og siden Inter Milano, der var de mest succesfulde år for Mourinho, og han etablerede sig hurtigt som en vinder. Sammen med sine hold vandt han både nationale mesterskaber, pokalturneringer, og med Inter Milano også Champions League, endnu en gang.

Det der gjorde Mourinho til noget helt specielt, var hans evne til at samle en hel klub om et projekt, og altid stå bag klubben, og foran holdet, uanset hvilken udfordring de måtte stå over for.
I de tidlige år af sin trænerkarriere var det altid Mourinho der tog imod al negativ kritik, og indkapslede det i sit store ego, før det nåede frem til holdet og spillerne. Han tog altid sine spillere i forsvar og hængte dem aldrig ud offentligt.
På den baggrund var Mourinho altid elsket og højt agtet af sine spillere, og de gik igennem ild og vand for ham.
Denne evne til hele tiden at beskytte sine spillere og være loyal overfor dem i alle situationer, var det der gjorde ham så genial og nyskabende på sin helt egen facon.

Det var først da Mourinho kom til Real Madrid stemningen vendte.
Mourinho havde stadig succes som træner, men han begyndte at fejle som menneske.
I Madrid stod Mourinho pludselig i spidsen for en spillertrup der var større end ham selv. Han begyndte at blive et offer for sin egen succes på en måde, så han begyndte at sætte sig selv over holdet.
For Mourinho blev det pludseligt vigtigere at han var i centrum, end spillerne og holdet.
Nu var sejrene hans og ikke spillernes, og når noget gik galt, var det fordi spillerne ikke forstod hans anvisninger.
I Madrid så man også, for første gang, en Mourinho hænge enkelte spillere ud. Man så en Mourinho der aldrig tog ansvar for nederlag, og som altid søgte anerkendelse fra medier, tilskuere, og modstandere.
Nu var det ikke længere nok at hans hold vandt.
Han ville anerkendes som den ansvarlige for succes´erne.

Mourinhos menneskelige forfald fortsatte i de kommende år, selv om der stadig var succeshistorier, som da han i 2014 vendte tilbage til Chelsea FC og vandt Premier League endnu en gang med klubben.
Mourinhos deroute som person fulgte ham ind i Manchester United jobbet og kulminerede med hans afskedigelse i 2018.

Mourinho efterlod et testamente over sin trænergerning, med masser af pokaler og titler, men et blakket ry, som personen der altid skabte splid og intriger i de klubberne han havde ansvaret for.
Mourinho var blevet det stik modsatte af den person der skabte hans succes, og efter United var det svært at se, hvilken klub der ville binde an med ham på trænerbænken.

I mine øjne har Mourinho altid været fuldstændig genial, og det synes jeg i princippet stadigvæk han er.
For hans modstandere har han altid været et misforstået geni, og i de seneste år har der været markant flere modstandere end tilhængere af Mourinho.
Hans utålelige fremtoning har da også i perioder været for meget for mig. Men jeg har aldrig tvivlet på hans genialitet, og det gør jeg stadig ikke.

For Mourinho betød det ikke noget at hans genialitet var misforstået af mange, så længe han havde styr på sig selv.
Jeg mener det først gik rigtig galt, da han begyndte at misforstå sin egen genialitet.
Det gik galt, da han gik fra at forvalte sin egen rolle i holdets tjeneste, til at forvalte den i sin egen.

Efter et år som arbejdsløs, står Mourinho nu med ansvaret i Tottenham Hotspurs. En klub der ikke har de økonomiske muskler Mourinho har været vant til i sine seneste ansættelser.
Tottenham har dog en rigtig god spillertrup, og Mourinho har bestemt noget at bygge på.
Måske har et år uden tilbud fra de store klubber i Europa lært Mourinho noget, og måske kan Tottenhams mere ydmyge budget tvinge ham til at finde nogle af sine gamle dyder frem.

Det kan kun tiden vise! Vi kan forstå, eller misforstå hans geni, men Mourinho er nødt til igen at forstå sin egen genialitet, hvis han skal finde tilbage til The Winning Ways med Tottenham.

Personligt håber jeg på succes til Mourinho, for han bringer fodbolden noget vi ikke finder noget andet sted, og som jeg helst ikke vil være foruden.

/Jan
10.12.2019