Sport som en lokal begivenhed i global tjeneste

Igennem en årrække er det blevet mere og mere almindeligt, at store sportsbegivenheder bliver brugt til at promovere mærkesager i globalt øjemed.

Første gang vi så det for alvor, var i 1936, hvor Adolf Hitler brugte De olympiske sommer lege i Berlin, til at promovere sit 1000 års rige.

Hitler brugte OL i Berlin til at male et lyserødt billede af Nazityskland. Egentlig brød Føreren sig slet ikke om OL og sportskonkurrencer, men han indså legenes propagandapotentiale. Atleter, publikum og journalister fra hele verden købte historien og rapporterede begejstrede hjem.

“Åbningen af De Olympiske Lege har overgået alle høje forventninger. Alt tegner til, at legene vil opnå det, som Tysklands herskere åbenlyst har ønsket; nemlig at give verden et nyt udsigtspunkt, hvorfra de kan betragte Det Tredje Rige”.

Så højstemt skrev den amerikanske New York Times-journalist Frederick Birchall om åbningen af OL i Berlin den 1. august 1936.

Siden har det været normalt og i høj grad accepteret, at statsledere, organisationer, samt minoritetsgrupper, har brugt idræt i almindelighed, og store sportsbegivenheder i særdeleshed, til at gøre opmærksom på mærkesager.

I min tid husker jeg tydeligst Verdensmesterskaberne i fodbold i Argentina i 1978, som et gigantisk politisk værktøj til at skabe ro i en oprørsk befolkning.

To år tidligere havde militæret i Argentina, under ledelse af general Jorge Rafael Videla, kuppet magten i landet og afsat præsident Isabel Perón. I årene op til VM slutrunden levede befolkningen i Argentina under militær juntaens åg, med indskrænkelse af ytringsfriheden, deportationer, og generel undertrykkelse af den frie vilje, som følge.

I 1978 da slutrunden skulle løbe af stabellen, var militærjuntaen således under stort pres fra en, i stigende grad, oprørsk befolkning. Gaderne i Buenos Aires gav genlyd af oprør, og militærjuntaen var tydeligvis ved at miste grebet om magten. Men det Argentinske fodboldlandshold, med en strålende Mario Kempes i spidsen, leverede varen, og vandt VM. Fokus blev vendt bort fra den politiske utilfredshed; vreden over militærjuntaen blev afløst af jublende glæde over fodboldlandsholdets præstationer, og en bred stolthed i befolkningen, over at være Argentiner.

Det velkomne ophold i de oprørske uroligheder, brugte juntaen til at genvinde kontrollen med landet, og de beholdt magten indtil 1983, hvor de frivilligt overgav landet til demokrati igen.

Senest så vi El Classico, det store spanske opgør mellem det kongelige symbol, Real Madrid, og Cataloniens stolthed, Barcelona. De rolige forhold på Camp Nou, som endte i en kedelig 0 løsning, stod i skærende kontrast til de kaotiske scener der udspillede sig udenfor stadion. Her stødte demonstranter, under det Catalanske seperatistflag Estelada, sammen med politiet og 46 personer kom til skade. Den Catalanske frihedsbevægelse har i en årrække valgt at bruge FC Barcelona, som deres symbol i kampen for at løsrive Catalonien fra resten af Spanien.

De tre nævnte eksempler er naturligvis nogle af de større politiske mærkesager i historien, men der er masser af andre eksempler, som vi måske ikke en gang lægger mærke til.

Hver gang vi ser en fodboldkamp i disse år, udsættes vi for manipulation. Umiddelbart accepterer vi det, fordi det som oftest er sager vi støtter, eller i det mindste accepterer.

På det seneste har vi set anfører armbind i regnbuens farver i Premier League, som støtte til homoseksuelles rettigheder.

Vi ser holdene blive fotograferet foran store skilte med ”No To Racisme”

Vi har netop overstået Rememberance Day i de engelske fodboldligaer, hvor der udføres lange hornblæsende seancer, til minde om de soldater der er faldet i krige i Storbritanniens tjeneste. I den forbindelse skulle alle spillere have et lille grønt firkløver trykt på trøjerne, hvilket ireren James McClean, som en følge af sit stærkt nationalistiske tilhørsforhold, nægtede. Dette medførte naturligvis at han i mange efterfølgende kampe, blev lagt for had hos tilskuerne. 

Vi ser også fodboldhold line op i en skøn blanding til før- kamp- fotoet, for at understrege deres respekt for hinanden og den gode sportsånd. Hvorefter de bruger samtlige 90. min på at snyde og manipulere dommerteamet, til at give dem en fordel i kampen.

Men den dårlige moral hos fodboldspillere, er en hel anden historie, som fortjener sin egen fortælling.

Vi ser golfspillere klædt i lyserødt for at understrege deres støtte til kampen mod brystcancer.

Osv osv…

De indtryk vi udsættes for, er utallige, og vi har, som tilskuere, ingen mulighed for at skelne. Der er ingen tvivl om at vi bliver manipuleret, hvad enten det er i den globale samfundspolitiske tjeneste, eller det er i det ærinde at støtte minoriteter og udsatte grupper.

Men er der nogen der spørger os om det er i orden?

Der er heller ingen tvivl om at idrætsfolk og klubber bliver brugt som symboler i den globale meningsdannelse.

Men er der nogen der spørger dem?

Hvis det eksempelvis lykkes den Catalanske frihedsbevægelse, med FC Barcelona som frontfigur, at løsrive Catalonien fra resten af Spanien. Skal Barcelona så spille deres kampe i en fremtidig Catalansk liga? Hvis det er tilfældet, er FC Barcelonas dage som et globalt brand, og en af verdens allerbedste fodboldklubber, talte.

Der er så mange lag og konsekvenser, at det er ganske uoverskueligt, både for klubber, forbund, idrætsfolk, ja for hele nationer, at vi er nødt til at definere en grænse for hvad det er acceptabelt i idrættens tjeneste.

Jeg synes vi skal lave en klar adskillelse mellem politik, propaganda, promovering af diverse minoriteter og idræt. Vi skal rense sporten for alt andet end det det drejer sig om, nemlig underholdning for dem der udøver idræt, og os der er tilskuere til det.

Idræt skal være lokale begivenheder i global tjeneste, for idrættens skyld, og ikke for alt muligt andet…

GOD JUL OG GODT NYTÅR TIL JER ALLE!

Skriv et svar

Jeg vil besvare kommentarer hurtigst muligt.